Zidane om mulig Ronaldo-retur: Lad os fokusere på denne sæson først
Foto: Getty Images
Generelle

Zidane om mulig Ronaldo-retur: Lad os fokusere på denne sæson først

Franskmanden er tilsyneladende ikke afvisende overfor et gensyn med Cristiano Ronaldo, men indtil videre vil den nye Real Madrid-cheftræner fokusere på de resterende ligakampe i denne sæson.

Real Madrid ansatte mandag aften Zinedine Zidane som klubbens nye cheftræner, og allerede på franskmandens første pressemøde blev han spurgt ind til muligheden for at hente Cristiano Ronaldo tilbage.

- Det er ikke det aktuelle emne. Vi har 11 kampe tilbage at spille, og så må vi se, hvad der skal ske næste år. Vi kender alle Cristiano, han er en af de bedste spillere i klubbens historie. Men det er ikke det, vi skal tale om i dag. Jeg tænker endnu ikke på den slags. Det vigtigste er, at være tilbage i klubben, og lige nu tænker jeg kun på disse 11 kampe. De andre ting har vi tid til at se på senere, med de rette folk. Til den tid vil vi begynde at planlægge næste sæson, siger Zidane ifølge Daily Mirror.

Ni måneders pause
Ansættelsen af Zidane sker kun ni måneder efter, at franskmanden i maj sidste år selv sagde op som cheftræner i klubben. Og Santiago Solari fik således kun lov til at beholde sit job i seks dage efter ydmygelsen mod Ajax. 

Zinedine Zidane overtager nu styringen i Real Madrid, der kun har ligaen at koncentrere sig om. Med 11 kampe tilbage har madrilenerne dog hele 12 point op til førerholdet Barcelona.

I Zidanes første periode som Real Madrid-cheftræner, fra 2016 til 2018, formåede franskmanden blandt andet at vinde tre Champions League-titler og et spansk mesterskab. Han afviser selv, at det var en forkert beslutning at stoppe efter sidste sæson.

- Det har været svært at se på udefra. Jeg ser frem til at arbejde med spillerne igen, og til at konkurrere igen. Jeg har boet her i Madrid, og nu har jeg genopladt mine batterier. Jeg er klar til at træne den her store klub igen. Da jeg stoppede, var det den bedste beslutning for alle. Klubben og truppen havde brug for en ændring. Sådan er er det. Jeg fortalte jer, hvordan jeg havde det dengang. Nu er der gået ni måneder, og klubben har bedt mig komme tilbage igen, siger Zidane ifølge The Telegraph.