Video : Tipsbladet
Generelle

Zidanes bizarre Ødegaard-håndtering: Smækker døren i for nordmanden

Zinedine Zidane gider tilsyneladende ikke bruge Martin Ødegaard, der i sommer blev hentet tilbage et år før tid. Men nordmanden må alligevel ikke komme væk fra Real Madrid, skriver Marca.

I sommeren 2019 indgik Real Madrid en aftale med Real Sociedad om, at baskerne kunne leje Martin Ødegaard i to sæsoner, og i 2019/20-sæsonen udviklede nordmanden sig så til at være en af de bedste midtbanespillere i La Liga.

Og Ødegaards imponerende takter fik i august sidste år angiveligt Zinedine Zidane til at ringe til Ødegaard, for at overtale nordmanden til at komme tilbage til Real Madrid allerede efter én sæson i Real Sociedad. Ødegaard var angiveligt skeptisk, men Zidane forsikrede midtbanespilleren om, at han nok skulle få rigeligt med spilletid i Madrid. 

Får ikke lov til at komme væk
Fire måneder senere kan det konstateres, at Martin Ødegaard formentligt havde gjort klogest i at fortsætte udviklingen i Real Sociedad. I de seneste otte La Liga-kampe har Ødegaard således blot fået fem minutters spilletid. Den spanske avis Marca skrev tidligere på ugen, at Ødegaard er 'gået fra at være en af La Ligas store åbenbaringer til at være sjettevalg i Real Madrid'. Ifølge avisen er nordmanden endt i 'periferien' af Zidanes trup. Torsdag fulgte Marca så op på Ødegaards situation ved at skrive, at Zinedine Zidane har smækket døren i for Martin Ødegaard. 

- Martin Ødegaard er muligvis kun sjettevalg i Real Madrid i øjeblikket, men Zinedine Zidane overvejer ikke at lade nordmanden gå. Luka Jovic har fået lov til at rykke tilbage sin gamle klub, Eintracht Frankfurt, i resten af 2020/21-sæsonen, men Zidane har gjort det klart, at han stadig regner med Ødegaard, lyder det således fra Marca. 

Uforstående ledelse
Avisen tilføjer, at Real Madrid-ledelsen har svært ved at forstå, hvorfor Zidane ikke gør mere brug af Ødegaard, der angiveligt bliver fulgt tæt af flere klubber, herunder nordmandens tidligere klub, Real Sociedad. Der var lagt op til, at Martin Ødegaard kunne få lidt hårdt tiltrængt spilletid i torsdagens Supercopa-semifinale mod Athletic Bilbao, men den 22-årige nordmand fik lov til at overvære 2-1-nederlaget fra bænken, fra første til sidste minut. 

Martin Ødegaard har i denne sæson fået sammenlagt 232 minutters spilletid i La Liga, hvor Real Madrid indtil videre har spillet 17 kampe. Siden september er Ødegaard kun startet inde én gang gang for Real Madrid i ligaen.