Video : Tipsbladet
Generelle

Zlatan smider benzin på bålet: Milano er mit andet hjem

Zlatan Ibrahimovic vender næppe tilbage til Malmö FF, men Milan virker som en mere og mere realistisk mulighed.

Zlatan Ibrahimovic spillede i Milan fra 2010 til 2012, og svenskeren rygtes efter afslutningen på sit MLS-eventyr nu tilbage til den italienske storklub.

Og den rutinerede målræv puster nu selv til ilden.

- Milano er ikke min anden by. Det er faktisk mit andet hjem. Jeg har vidunderlige minder fra denne by, lyder det ifølge Gazzetta dello Sport fra Zlatan.

Sammenligner sig selv med general
I et interviewet slår den 38-årige svensker desuden fast, at et karrierestop næppe venter lige rundt om hjørnet.

- Hvis der er et projekt, der virkeligt stimulerer mig, så kan jeg fortsætte, indtil jeg er 50 år. Jeg har afsluttet min oplevelse i USA med Los Angeles. Det var et fantastisk eventyr, og det vil blive ved med at være et uudsletteligt minde. Nu er der to personer, der kan kalde sig helte på forskellige kontinenter. Giuseppe Garibaldi og mig, lyder det fra Zlatan, med henvisning til den italienske general, der i 1800-tallet havde succes med militære fremtog i både Europa og i Sydamerika.

Tager næppe til Malmø
Èn ting virker dog rimeligt sikkert. Zlatan Ibrahimovic kommer næppe til at vende hjem til barndomsklubben Malmö FF.

Klubbens fans satte således i denne uge ild til statuen af Zlatan Ibrahimovic, hvorefter de vandaliserede stjernens bolig i Stockholm ved at skrive 'Judas' på døren. Fansene - der var rasende over, at Zlatan havde købt sig ind i den rivaliserende klub Hammarby - hældte ligeledes ildelugtende fisk ud over døren til angriberens bolig.