Video : Tipsbladet
Ligue 1

Mbappe-fejring er nu et beskyttet varemærke

Kylian Mbappe er meget mere end bare en fodboldspiller.

Kylian Mbappe har gang i flere ting for tiden. Der venter sandsynligvis et klubskifte for ham til sommer, hvor kontrakten med Paris Saint Germain udløber, og så har han nu også sikret sig rettighederne til sin ikoniske jubel.

Det melder EU's afdeling for såkaldt intellektuel ejendomsret.

Samtidig har han også søgt om beskyttelse til sit efternavn i de 27 medlemslande, hvor Mbappe-navnet nu vil blive opfattet som et registreret varemærke.

Når det kommer til den ikoniske jubel, så handler det om, at han har rettighederne til billedet i sort-hvid af sin kendte fejring med armene krydset og hænderne i armhulerne, som man har set så mange gange.

Dermed har han sikret sig mod, at folk kopierer eller bruger hans navn ved markedsføring.

Han har en lang række produkter, som blandt andet tæller tandpasta, parfume, smykker og sågar juletræsudsmykning.

Udover billedet af fejringen og sit navn, så har han også registreret sine mest kendte citater 'Moi tu m'parles pas d'age' - 'Du taler ikke til mig om alder' og 'Le football il a changé' - 'Fodbolden har ændret sig'.

Kylian Mbappe er dog ikke den seneste fodboldstjerne, der nærmest har registreret sig som et varemærke. Det gælder også spillere som Cristiano Ronaldo og Lionel Messi, der henholdsvis har seks og fire mærker beskyttet.