Video : Tipsbladet
Premier League

Leicester-manager forsikrer: Schmeichel er glad her

Kasper Schmeichel er ikke på vej væk fra Leicester, forsikrer klubbens cheftræner.

Kasper Schmeichel har spillet i Leicester siden 2011 og har nået mere end 300 kampe for klubben, og han var en stor profil, da klubben i 2016 vandt Premier League.

De stabile præstationer igennem årene har også tidligere fået sat ham i forbindelse med større europæiske klubber, og for nylig antydede målmandens far, Peter Schmeichel, at den yngre Schmeichel kunne forlade Leicester City for en større klub.

Men det kommer ikke til at ske. Kasper Schmeichel er glad i Leicester, fastslår klubbens cheftræner, Claude Puel, i et interview med Sky Sports.

- Jeg havde en snak med Kasper. Ikke bare om dette, men om flere forskellige ting. Han er glad for at spille for Leicester, og han forlængede sin kontrakt for et par måneder siden.

- Han forstår projektet og det, vi forsøger at gøre. Han er glad i Leicester, og det er det vigtigste. Jeg ønsker ikke at kommentere på folk udenfor klubben. Jeg kender ikke Peter (Schmeichel). Jeg vil ikke kommentere på det, fortæller Puel.

Leicester ligger i øjeblikket nummer 12 i Premier League.