Hakan Calhanoglu har spillet i AC Milan siden 2017, men til næste sommer kan den 26-årige tyrker være på vej til Old Trafford.
Således skriver den italienske avis La Gazzetta dello Sport, at Manchester United pønser på at tilbyde Calhanoglu en fem-årig kontrakt. Tyrkeren har kontraktudløb i AC Milan i 2021, og kan dermed skifte på en fri transfer.
Hakan Calhanoglu er startet inde i fire af AC Milans fem seneste ligakampe, så der vil være tale om et væsentligt tab for Simon Kjær og kompagni.
Har også Ajax-komet i kikkerten
Hakan Calhanoglu er ikke den eneste spiller, der rygtes til Manchester United. Således skriver den engelske avis Daily Mirror, at englænderne også holder øje med Ajax-kometen Ryan Gravenberch.
Den 18-årige midtbanespiller, der er blevet kaldt 'den nye Pogba', har også været rygtet til Barcelona og Juventus.