Video : Tipsbladet
Rygter

Barça vil indgå byttehandel med Milan

Barcelona vil gerne have fingrene i Milan-midterforsvareren Alessio Romagnoli, og den interesse kan angiveligt resultere i en byttehandel mellem de to storklubber.

Barcelona og Milan kan indgå en byttehandel denne sommer, idet den catalanske klub er interesseret i midterforsvareren Alessio Romagnoli, som Milano-klubben arbejder på at få solgt denne sommer.  

Således skriver den spanske avis Sport, at de to storklubber potentielt kan gennemføre en byttehandel denne sommer, idet Milan har været meldt interesseret i Barcelona-spillere som Philippe Coutinho og Miralem Pjanic. Milan har dog ikke råd til at betale en transfersum, ligesom Barcelona ikke har råd til at købe Romagnoli, der har kontraktudløb i Milan i 2022. 

Vil af med Lenglet
Barcelona har store problemer med klubbens opsvulmede lønbudget, som langt overstiger den grænse, som La Liga har fastsat for den catalanske klub. Og derfor vil Barcelona meget gerne af med løntunge spillere som Coutinho og Pjanic.

Ifølge Sport arbejder Barcelona samtidig på at komme af med franskmanden Clement Lenglet, der sættes i forbindelse med både Lyon og engelske klubber som Arsenal og Tottenham. 

Alessio Romagnoli indledte sidste sæson som fast inventar i Milans startopstilling, men den italienske storklub har brugt op imod 300 millioner kroner på Fikayo Tomori, der derfor forventes at starte inde ved siden af Simon Kjær i Milans midterforsvar i næste sæson. Og derfor ønsker Romagnoli altså at komme væk fra San Siro denne sommer.