Video : Tipsbladet
Rygter

Barcelona vil sende Coutinho til London-klub som del af stor byttehandel

I Barcelona har man intet ønske om at få Philippe Coutinho tilbage, og katalanerne håber således, at Chelsea er interesserede i en byttehandel, der skal sende N'Golo Kanté til Camp Nou.

I Barcelona leder man med lys og lygte efter en løbestærk midtbanespiller, da klubben ifølge den spanske avis Mundo Deportivo regner med at sige farvel til både Ivan Rakitic og Arturo Vidal til sommer.

Barcelona ønsker således at hente en spiller med mere kvalitet, og ifølge Mundo Deportivo er N'Golo Kanté førsteprioriteten. Den 29-årige franskmand er på det seneste blevet rygtet væk fra Chelsea, og er også blevet kædet sammen med blandt andet Juventus.

Vil foreslå opsigtsvækkende byttehandel
Chelsea har længe været meldt interesserede i Philippe Coutinho, der i denne sæson er udlejet fra Barcelona til Bayern München. Og det er altså denne interesse, som man i den spanske klub håber på at kunne udnytte, så man kan få fingrene i Kanté.

Den 27-årige brasilianer floppede stort i Barcelona, og fortsætter formentligt heller ikke i Bayern München. Katalanerne vurderer angiveligt Coutinho til omtrent 600 millioner kroner, hvilket er en anelse mere, end den 29-årige Kanté er vurderet til.

I Barcelona er man bevidst om, at den snart 32-årige Sergio Busquets ikke kan spille for evigt, og katalanerne ser det derfor som en prioritet at hente en defensiv midtbanespiller. På det seneste har også Tottenham-floppet Tanguy Ndombele således også været rygtet til Barcelona.