Video : Tipsbladet
Rygter

Derfor ønsker Real Madrid-stjerne ikke at forlænge

Karim Benzema forlader sandsynligvis Real Madrid næste år, lyder det fra den spanske avis SPORT.

Karim Benzemas kontrakt med Real Madrid udløber i sommeren 2022, og til den tid har den franske angriber været i den spanske storklub i 13 år. 

Og til den tid vil det formentligt også være slut i Madrid for Benzema, der fylder 34 år til december. Sådan lyder det fra den spanske avis SPORT, der skriver, at Karim Benzema ikke ønsker at underskrive en ny aftale med Real Madrid. 

- Benzema længes efter Lyon. Klubben, der udviklede ham, og hvor han fik sin professionelle debut, før Florentino Perez valgte at hente ham. Det har altid været hans tanke at vende tilbage til rødderne, så det kommer ikke som en overraskelse, at hans agent og ven Karim Djaziri har sagt, at angriberen ønsker at spille for Lyon igen, skriver avisen. 

- Man må huske på, at Benzema blev født i Lyon, og at han ønsker at vende tilbage, før han lægger støvlerne på hylden. Hans beslutning er baseret ud fra både et sentimentalt og et sportsligt perspektiv. Han er Lyon-fan, og han misser aldrig deres kampe, hvis han kan undgå det. Og mest af alt ønsker han at spille for dem igen, mens han stadig har niveauet til at være en vigtig spiller for dem. 

Lyon-træner er begejstret over idéen
Og i Lyon er man også mere end klar til at byde Benzema velkommen, lyder det fra SPORT.

- Benzemas drøm er at være kaptajn for Lyon, og at være referencepunktet for klubbens unge spillere. Og Lyon vil tage imod klubbens tidligere stjerne med åbne arme. Den franske klubs cheftræner, Rudi Garcia, har udtalt om Benzema, at angriberen er 'en tidligere Lyon-spiller, der starter inde for et af verdens bedste hold, og derfor vil det selvfølgelig være fantastisk at se ham i Lyon-trøjen igen'. 

Karim Benzema har scoret 264 mål i 237 kampe for Real Madrid. I denne sæson har franskmanden bidraget med 15 fuldtræffere indtil videre.