Video : Tipsbladet
Rygter

Dropper Kane: City vil bruge 580 mio. på spanier

Harry Kane vil angiveligt have en frikøbsklausul i sin næste kontrakt med Tottenham, men den engelske landsholdskaptajn ender næppe i Manchester City, der i stedet har rettet blikket mod San Sebastián.

Pep Guardiola erkendte i sommer, at Manchester City var interesseret i Harry Kane, men det er en interesse, der nu er forduftet.

Sådan lyder det fra Eurosport, der skriver, at Harry Kane vil have en frikøbsklausul i sin næste Tottenham-kontrakt, selvom Manchester City ikke længere er interesseret i at hente den engelske landsholdskaptajn. 

Frikøbsklausul eller ej?
Ifølge Eurosport er det stadig et uafklaret spørgsmål, om Tottenham vil acceptere en frikøbsklausul i en eventuel ny kontrakt til Harry Kane. Toby Alderweireld havde en frikøbsklausul i sin kontrakt, så det er umiddelbart ikke noget, der kan udelukkes fuldstændigt.

Ifølge Eurosport er Tottenham-bestyrelsesformanden Daniel Levy dog ikke tilhænger af idéen. Manchester City udnyttede eksempelvis, at Jack Grealish havde en frikøbsklausul, da mestrene i sommer hentede teknikeren i Aston Villa for 875 millioner kroner. 

Har kig på spanier
Ifølge Eurosport er det 'usandsynligt', at Manchester City vil genoptage interessen i Harry Kane, der til næste sommer fylder 29 år. 

- Et navn, der fortsat sættes i forbindelse med City, er den 24-årige Mikel Oyarzabal, idet visse insidere i City peger på, at han er et vigtigt transfermål, lyder det således fra Eurosport. 

Oyarzabal ligner umiddelbart en spiller, der vil passe godt til Pep Guardiolas system i Manchester City, og den spanske landsholdsspiller har da også fået en stærk sæsonstart i La Liga, hvor han har scoret fire mål i Real Sociedads fire første ligakampe. Oyarzabal har en frikøbsklausul, der lyder på 580 millioner kroner.