Video : Tipsbladet
Rygter

Engelsk traditionsklub jagter Liverpool-schweizer

Xherdan Shaqiri har i denne sæson ikke fået den store spilletid, og schweizeren kan derfor meget vel forlade Liverpool til fordel for Newcastle.

Newcastle er angiveligt tæt på at få nye saudiarabiske ejere, og den nordengelske klubs kommende ejere er angiveligt opsat på at handle i Liverpool.

Således skriver den engelske avis Daily Mail, at de kommende Newcastle-ejere ønsker at hente den schweiziske midtbanespiller Xherdan Shaqiri. 

Ikke meget spilletid
Xherdan Shaqiri blev hentet til Liverpool af Jürgen Klopp i 2018, og opnåede 30 kampe i sin første sæson på Anfield. I denne sæson har schweizeren dog været plaget af skader, hvorfor det blot er blevet til seks ligakampe.

Det forlyder således, at Jürgen Klopp er indstillet på at lade Shaqiri gå. Og Newcastle har angiveligt allerede kontaktet schweizerens repræsentanter, for at gøre opmærksom på interessen.

Både Sevilla og Roma udtrykte i januar interesse i at leje Shaqiri. De to klubber blev dog dengang afvist af Liverpool, som på det tidspunkt stadig var med i tre turneringer.