Video : Tipsbladet
Rygter

Konkurrence på vej til Eriksen: Inter jagter fransk verdenmester

Christian Eriksen kan se frem til øget konkurrence i Inter i næste sæson, idet Milano-klubben angiveligt har på kig på Bayern München-spilleren Corentin Tolisso.

Inter har i løbet af det seneste års tid hentet fremtrædende spillere som Romelu Lukaku, Christian Eriksen og Diego Godin. 

Men italienerne har tilsyneladende ingen planer om at skrue ned for transferaktiviteten. Således reporterer den italienske avis Gazzetto dello Sport, at Inter nu har kig på Bayern Münchens Corentin Tolisso.

Mangel på spilletid
Den franske landsholdsspiller har igennem længere tid været rygtet væk fra den sydtyske storklub, hvor det har været småt med spilletid i denne sæson. Tolisso er således blot startet inde i syv Bundesliga-kampe i denne sæson.

Bayern München betalte over 300 millioner kroner for Tolisso, da man hentede franskmanden i Lyon i 2017. Det forlyder dog, at Inter kan nøjes med at betale tyskerne omtrent 260 millioner kroner for den 25-årige Tolisso, der har spillet 21 landskampe for Frankrig. 

Gazzetto dello Sport skriver endvidere, at Inter-boss Antonio Conte stadig ikke har opgivet idéen om at hente Olivier Giroud til Milano. Franskmanden blev igennem det meste af januar rygtet til Inter, men endte altså med at blive i Chelsea.