Video : Tipsbladet
Rygter

Medie: Klopp vil have dyr Chelsea-stjerne

Christian Pulisic er ikke tilfreds i Chelsea, men London-klubben er angiveligt ikke indstillet på at sælge amerikaneren til Liverpool, der ellers er interesseret.

Chelsea betalte 475 millioner kroner for Christian Pulisic i 2019, men amerikaneren har ikke rigtigt formået at bide sig fast på London-klubbens hold. 

Og ifølge den spanske avis El Nacional er Pulisic faktisk en spiller, som Jürgen Klopp rigtigt godt kunne tænke sig at hente til Anfield. 

- Christian Pulisic er træt af at vente på at få chancen for at vise sine kvaliteter i Chelsea. Den unge amerikanske kantspiller ønsker spilletid, men konkurrencen på Thomas Tuchels hold giver ham ingen muligheder for at udvikle sig, lyder det således fra El Nacional.

Ifølge avisen har Pulisic' agent bedt Chelsea om at gå med til et salg af amerikaneren. 

Beundret af Klopp
El Nacional skriver, at Jürgen Klopp i årevis har haft et godt øje til den tidligere Dortmund-profil.

- Jürgen Klopp, der selv har en fortid i Dortmund, har fulgt ham i årevis, og han var også interesseret i 2019, da Chelsea løb med underskriften, lyder det således fra avisen. 

El Nacional skriver, at Klopp ønsker at forynge sin offensiv, idet både Sadio Mané og Mohamed Salah runder 30 år i 2022. Ifølge El Nacional er Chelsea dog ikke interesseret i at sælge Christian Pulisic til en anden engelsk klub. Og det er et problem for amerikaneren, idet Barcelona, der også er interesseret, ikke kan betale de 370 millioner kroner, som Chelsea kræver. 

Den 23-årige Christian Pulisic har været plaget af skader i denne sæson, hvor amerikaneren blot har spillet 127 minutters Premier League-fodbold.