Video : Tipsbladet
Rygter

Medie: United vil hente Pogba-erstatning i Barça

Paul Pogba forventes at forlade Manchester United til sommer, og den engelske storklub har angiveligt en hollandsk afløser i kikkerten.

Paul Pogbas kontrakt med Manchester United udløber efter denne sæson, og meget tyder på, at franskmanden til den tid vælger at pakke kufferten. 

Det efterlader selvsagt et hul på Manchester Uniteds midtbane, og ifølge The Independent er Manchester United interesseret i at hente en afløser i Barcelona. 

Rygtet til City
Således forlyder det, at Manchester United ser Frenkie de Jong som en mulig afløser for Pogba. Hollænderen har i den seneste tid været rygtet væk fra Barcelona, idet Xavi Hernández angiveligt vil bruge penge på at forstærke offensiven.

Frenkie de Jong har primært været kædet sammen med Manchester City, men nu forlyder det altså, at bysbørnene fra Old Trafford også er interesseret i den tidligere Ajax-stjerne. 

Barcelona befinder sig i en dyb økonomisk krise, og i det perspektiv kan et salg af Frenkie de Jong måske give mening, da hollænderen er en af Barcelona-truppens mest værdifulde spillere. 

Så sent som i sidste uge indikerede Paul Pogbas agent, at franskmanden har kurs mod et snarligt exit.