Video : Tipsbladet
Rygter

Medie: Zidane har fremsat markant krav overfor PSG

Paris Saint-Germain er i forhandlinger med Zinédine Zidane, men den tidligere Real Madrid-boss har præsenteret pariserne for et markant krav.

Leonardo, der er sportsdirektør i Paris Saint-Germain, er tilsyneladende ikke den sjoveste person at arbejde sammen med. 

Leonardo kom således alvorligt på kant med Thomas Tuchel, som brasilianeren svinede til i pressen sidste vinter, inden tyskeren blev præsenteret for en fyreseddel. 

Og tilbage i maj reporterede Le Parisien så, at Mauricio Pochettino ønskede at forlade Paris Saint-Germain, fordi argentineren var 'skuffet over' Leonardo. 

Torsdag skrev Le Parisien så, at Paris Saint-Germain og Zinédine Zidane har forhandlet i ugevis, fordi pariserne vil have den franske legende som ny cheftræner fra sommeren 2022. 

Vil ikke arbejde under Leonardo
Ifølge det franske medie Foot Mercato har Zinédine Zidane dog taget notits af Leonardos kontroverser med Tuchel og Pochettino, og den tidligere Real Madrid-boss har derfor angiveligt præsenteret Paris Saint-Germain for et særligt krav, hvis han skal rykke til Parc des Princes. 

- Udover de kontraktmæssige aspekter i forbindelse med ansættelsen af Zidane, så eksisterer der også en kæmpe detalje, som de qatarske ejere skal håndtere, og det er Leonardo. For den 49-årige franske træner har således meget svært ved at se sig selv arbejde under den brasilianske sportsdirektør, lyder det således fra Foot Mercato.

- Ifølge vores oplysninger vil verdensmesteren fra 1998 således kræve frihed i forhold til alle de sportslige beslutninger, hvis han skal rykke til PSG. Han ønsker således ikke at ende i den samme ukomfortable situation, som Thomas Tuchel og senest Mauricio Pochettino er endt i. 

Leonardo har været sportsdirektør for Paris Saint-Germain siden sommeren 2019. Brasilianeren var tidligere fodbolddirektør for pariserne fra 2011 til 2013.