Video : Tipsbladet
Rygter

Real Madrid-stjerne vil gå ned i løn for at fortsætte i klubben

I fodboldens verden hører man oftest om spillere, der kræver større og større lønninger. Men Luka Modric har nu foreslået sin arbejdsgiver, at han går ned i løn.

Luka Modric startede ikke sæsonen på bedste vis med et rødt kort i anden spillerunde af La Liga. Og herefter var den 34-årige kroat skadesramt og bænket i en periode. 

Men efter genoptagelsen af sæsonen har den tidligere Ballon d'Or-vinder genfundet storformen og været en stor del af Real Madrids La Liga-triumf. 

Klar på at fortsætte
Og efter den genfundne form er det angiveligt blevet sværere for Luka Modric at afvise tilbuddet fra arbejdsgiveren om en forlængelse af kontrakten, der udløber næste sommer. 

Inters interesse i Modric i 2018 fik Real Madrid til at give midtbanespilleren en lønforhøjelse, der har gjort ham til en af klubbens bedst betalte spillere. Men karrieren lakker så småt mod enden, og i næste sæson kan Modric sandsynligvis se frem til at skulle kæmpe med Martin Ødegaard om spilletiden

Og ifølge den spanske avis Diario AS ønsker Luka Modric at tilpasse sig til udviklingen i Real Madrid, forstået på den måde, at kroaten ikke ønsker at blive en byrde for klubben, som han spillet for siden 2012. 

Avisen skriver således, at Modric ønsker at fortsætte i Real Madrid, men at kroaten er klar på at gå ned i løn, for at give klubben luft i økonomien.