Video : Tipsbladet
Rygter

Skal væk hurtigst muligt: Så lidt vil Real Madrid kræve for Bale

Real Madrid har nu angiveligt besluttet, at man er klar til at sælge Gareth Bale for blot 185 millioner kroner.

Gareth Bale røg i slutningen af sidste sæson helt ud af holdet i Real Madrid, og Zinedine Zidane har angiveligt besluttet, at waliseren har spillet sin sidste kamp for klubben, selvom han har en kontrakt indtil 2022. 

Franskmanden mener angiveligt, at Bales dovne attitude er ødelæggende for motivationen i spillertruppen, og har derfor bedt klubledelsen om at få afskibet waliseren. Og derfor har man i Real Madrid nu gjort det til en afgørende prioritet endelig at komme af med Bale, inden at transfervinduet lukker den 5. oktober. 

Løntung herre
Det store problem har hele tiden været Gareth Bales voldsomme løn på tre millioner kroner om ugen, hvilket de færreste klubber har råd til. Og Real Madrid har derfor nu besluttet, at man vil sælge Bale til spotpris. 

Ifølge den spanske avis Mundo Deportivo har Real Madrid således besluttet, at man er klar til at sælge den 31-årige stjerne for 185 millioner kroner. Madrilenene betalte selv 750 millioner kroner for Bale, da de hentede ham i Tottenham i 2013. 

Madrilenerne nægter at lade Bale gå på en fri transfer, men har altså indset, at man ikke finder en interesseret klub, medmindre man accepterer en transfersum i den meget lave ende.