Video : Tipsbladet
Rygter

Tuchel og Klopp kæmper om hollandsk midtbanespiller

Ryan Gravenberch er en af de mest eftertragtede unge midtbanespillere i Europa, og den hollandske teenager rygtes nu til Premier League.

Han er blevet kaldt 'den nye Pogba', selvom han kun er 18 år. 

Og nu forlyder det da også, at Ajax-stjernefrøet Ryan Gravenberch kan være på vej til Premier League. Således skriver La Gazzetta dello Sport, at Liverpool ser Gravenberch som en mulig afløser for Georginio Wijnaldum, der sandsynligvis forlader Anfield til sommer. 

I Tuchels kikkert
Liverpool er dog angiveligt ikke den eneste klub, der har Ryan Gravenberch i kikkerten. Således forlyder det, at også Chelsea er interesserede i at hente den hollandske teenager, idet Thomas Tuchel ønsker at forynge London-klubbens midtbane. 

Ifølge La Gazzetta dello Sport koster Ryan Gravenberch i omegnen af 260 millioner kroner. Teenageren har allerede spillet 51 kampe for Ajax og kom i november på tavlen i Ajax' 3-1-sejr over FC Midtjylland i Champions League.