Video : Tipsbladet
Rygter

Vil ikke betale en milliard for Kane: Storklub jagter frustreret Ronaldo

Der optræder mange interessante navne på listen over spillere, som Manchester United pønser på at hente på sommerens transfermarked.

Inden sidste spillerunde i Premier League er Manchester United sikker på at slutte på andenpladsen, men afstanden op til naboerne fra Manchester City er markant. 

Hele 12 point er Pep Guardiolas tropper således foran Ole Gunnar Solskjærs mandskab, og ifølge The Athletic står de røde djævle derfor overfor 'en afgørende sommer', hvor truppen skal forstærkes. 

Haaland er helt urealistisk, og Kane er for dyr
Erling Haaland var angiveligt et emne i begyndelsen af året, men ifølge The Athletic har nordmandens lønkrav (4,3 millioner kroner om ugen) sat en definitiv stopper for Manchester Uniteds interesse. 

Hvad Harry Kane angår, så står det endnu ikke klart, hvordan Tottenham har tænkt sig at håndtere stjernens exit-ønske. Ifølge The Athletic er Manchester United dog en af minumum to klubber, der har henvendt sig direkte til Tottenham. The Athletic skriver, at Tottenham formentligt vil være klar til at sælge den 27-årige Kane, hvis klubben bliver tilbudt over en milliard kroner. Ifølge The Athletic har Manchester United dog ingen planer om at bruge så mange penge på én spiller. 

Ronaldo-retur?
Ifølge The Athletic arbejder Manchester United således på flere alternative muligheder, og ifølge mediet er Cristiano Ronaldo rent faktisk en spiller, som de røde djævle overvejer at hente. 

Inden sidste spillerunde ligger Juventus således på femtepladsen i Serie A, og det vil skabe voldsom tvivl om Ronaldos fremtid i Torino-klubben, hvis kvalifikationen til Champions League glipper. Og ifølge The Athletic er Ole Gunnar Solskjær stadig i kontakt med sin tidligere holdkammerat.

Har kig på unge engelske stjerner
Hvad Jadon Sancho angår, så er Dortmund-stjernen en spiller, som Manchester United stadig er interesseret i. Den engelske kantspiller kan måske hentes for blot 600 millioner kroner denne sommer, skriver The Athletic. Aston Villa-kaptajnen Jack Grealish anses også som en mulighed, men problemet er, at han angiveligt koster knap 700 millioner kroner.

Manchester United leder også efter defensive forstærkninger, og ifølge The Athletic har de røde djævle her kig på navne som Raphaël Varane, Pau Torres, Jules Koundé og Kieran Trippier. 

West Ham-stjernen Declan Rice er angiveligt Manchester Uniteds førsteprioritet, hvad angår en forstærkning af den centrale midtbane.