Video : Tipsbladet
Serie A

Efter racisme-sag: Føler mig ikke beskyttet

Juan Jesus giver nu sit syn på sagen efter Acerbi blev frikendt i et spørgsmål om racisme.

Napoli har gjort sig bemærket med at droppe at deltage i den kampagne mod racisme, som Serie A har planlagt i den kommende spillerunde. Det kommer efter, at deres egen spiller Juan Jesus ikke har fået medhold i en racisme-sag.

Her skulle han angiveligt have hørt på en racistisk udtalelse fra Inters Francesco Acerbi. Efter sagens afgørelse, hvor der blev peget på, at der manglede beviser, har Juan Jesus nu lavet en udmelding via Napolis hjemmeside.

Han fortæller dér, at han er oprigtigt nedslået af det udfald, som sagen er endt med.

- Efter denne beslutning vil de, der befinder sig i en lignende situation, sandsynligvis handle på en meget anderledes måde for at beskytte sig selv og forsøge at stoppe skammen ved racisme, som desværre ikke synes at forsvinde, skriver han og fortsætter:

- Jeg føler mig på ingen måde beskyttet af denne beslutning. Jeg forstår virkelig ikke, hvordan frasen "gå væk, sorte mand, du er bare en n***o", kan klassificeres som fornærmende, men ikke diskriminerende, lyder det fra Juan Jesus.

Han bemærker også, at det først var dagen efter kampen, at Acerbi begyndte det, som Napoli-spilleren kalder for en 'u-vending' på sin version af begivenhederne.

- Jeg håber oprigtigt, at denne triste historie kan hjælpe hele fodboldverdenen med at reflektere over et så alvorligt og presserende problem, slutter han sin besked.

Kampen mellem Napoli og Inter endte 1-1.