Video : Tipsbladet
Superliga

- For mig personligt var det en katastrofe-kamp

Sverrir Ingi Ingason var en glad mand efter FCM's 3-2-sejr over AGF, hvor han fik rødt kort og begik to straffespark.

ÅRHUS (Tipsbladet): Sverrir Ingi Ingason er typen, der ikke gemmer sig, og det gjorde han heller ikke søndag aften efter kampen mod AGF, hvor han fik en af de hovedroller, man som midtstopper med et stort ansvar helst ikke vil have.

Ingason begik nemlig to straffespark, og selvom han ikke nødvendigvis var enig i begge de gule kort, gemte den islandske forsvarsprofil sig ikke fra spørgsmålene efter kampen, hvor han tydeligt lettet og glad efter Charles' sene, usandsynlige 3-2-scoring fortalte om karrierens måske vildeste fodboldkamp.

- Den karakter og modstandskraft, gruppen viste. Jamen, jeg er bare så stolt af gutterne. Vi viste en fightervilje og alt, man overhovedet kan forvente af et hold, der er to mand i undertal. Og at vi så fik det tredje mål, det er så vigtigt, også med tanke på vores kommende kamp. Så jeg er så utrolig glad på holdets vegne. Og jeg synes, vi fortjente det set i forhold til, hvordan alt gik imod os, siger Sverrir Ingi Ingason, der ikke lagde fingrene imellem i vurderingen af sin egen kamp.

- For mig personligt var det en katastrofe-kamp. At jeg giver to straffespark, når vi ser det i forhold til min erfaring, så tager jeg ansvaret for, at jeg svigtede holdet. Om jeg er enig i kendelserne og de to gule kort eller ej, jamen det er op til dommeren at beslutte. Jeg blev udvist og gav to straffespark væk, så jeg takkede bare mine holdkammerater og sagde, at det, de gjorde, var bemærkelsesværdigt, siger Sverrir Ingi Ingason.

Takker holdkammeraterne
De mange VAR-situationer var ikke Ingasons kop te, og islændingen var ikke sikker på, om han var enig i de gule kort, der fik ham selv og Paulinho udvist.

Men efter sejren var forsvarsspilleren først og fremmest glad og lettet efter nogle timer, han aldrig har oplevet magen til.

- Jeg sad nede i omklædningsrummet og var helt forvirret. Der var så mange følelser i mig, og så kom vores materialeforvalter og sagde, at vi havde scoret til 3-2. Jeg kunne ikke tro det, jeg troede, han jokede, for det kan jo ikke være sket ret ofte i fodboldhistorien. Så jeg løb og så de to sidste minutter, og bare i den tid var der yderligere to VAR-tjek.

- Jeg tror, det er den mærkeligste kamp, jeg nogensinde har været del af, for vi kæmpede så meget med tingene i den første del af kampen. Vi var nærmest kommet bagud 2-0 og havde tabt kampen, kom så på 2-1, mistede Paulinho. Så var der nogenlunde balance i kampen, så kom det andet straffespark og mit røde kort, og så var chancerne bestemt ikke i vores favør de sidste 20 minutter, men på en eller anden måde lykkedes det os alligevel at vinde, siger Sverrir Ingi Ingason.

Den islandske forsvarsspiller kom til FC Midtjylland i juli sidste år som en af klubbens mest markante indkøb nogensinde.

Ingason havde i efterårsmånederne et fint makkerskab med Mads Bech Sørensen, der kom til ved transferdeadline 1. september. Sørensen var ikke med i søndagens drama i Århus.

FC Midtjylland mistænker, at der var en spion til stede til deres afsluttende træning lørdag, og det kan få konsekvenser. Læs mere om det her.