Video : Tipsbladet
Superliga

Ny Superliga-profil voksede op med superstjerne

Lynhurtige Mohammed Fuseini voksede op med et af de helt store fodboldnavne i hjemlandet.

RANDERS (TIPSBLADET): 14 afslutninger på fire kampe for et hold, der skal spille om overlevelse i bunden af Superligaen.

Der mangler lige det med scoringerne, som Mohammed Fuseini kun har en enkelt af, men allerede efter en lille måned er ghaneseren en spiller, der dukker op på radaren og skaber overvejelser hos modstanderne.

Fuseini kom til Randers i januar-transfervinduet fra Sturm Graz, hvor han primært var indhopper på førsteholdet efter at have vænnet sig til en ny fodboldstil i Østrig på andetholdet.

Men Danmark er slet ikke ukendt territorium for Mohammed Fuseini, der ligesom tre af holdkammeraterne kommer fra Right To Dream-akademiet i Ghana, der arbejder ekstremt tæt sammen med FC Nordsjælland.

- Det er faktisk ikke noget nyt for mig at være i Danmark. Jeg har været masser af gange i Farum for at træne med i ungdomsafdelingen i FC Nordsjælland. Jeg ved ikke præcis, hvorfor jeg ikke skulle til FC Nordsjælland fra Right To Dream, men jeg fik tilbuddet fra Sturm Graz og valgte at sige ja til det, siger Mohammed Fuseini til Tipsbladet.

To år blev det til Østrig for Fuseini, der kom til Graz i januar 2022, samtidig med at FC Nordsjælland fik Ernest Nuamah fra Right To Dream-akademiet og nordsjællænderne hentede flere rutinerede kræfter udefra til overlevelseskampen i foråret 2022.

Nu er han udset til at spille meget for Randers, hvilket er en stor del af formålet med at tage fra den østrigske topklub, hvor konkurrencen på papiret er en del hårdere end i Randers.

- Som ung spiller vil man jo gerne spille og udvikle sig. Og jeg spillede ikke så meget igen i Sturm Graz. Randers og flere andre klubber bød sig til. Men Randers var det bedste valg for mig, fordi jeg kendte flere folk her allerede.

Hurtigere end Sulemana
Randers-træner Rasmus Bertelsen overtog jobbet fra Thomas Thomasberg for et år siden, da Thomasberg blev købt fri og ansat af FC Midtjylland.

Siden har Bertelsen lagt Randers' stil om, og Mohammed Fuseini er en vigtig brik i Bertelsens formation.

- Vi spillede efteråret med Stephen Odey og Filip Bundgaard, to gode spillere, der begge gerne vil ned i banen og deltage en masse i spillet. Nu har vi fået en masse fart og dybdeløb til angrebet, og det passer os rigtig godt, siger Rasmus Bertelsen til Tipsbladet.

Kamaldeen Sulemana var en kæmpe Superliga-profil for FC Nordsjælland. Her siger han farvel til fansene før afgangen til Rennes i 2021.

- Du nævner de fire spillere, vi har fra Right To Dream. Og så har vi jo også vores assistenttræner Fatah Abdirahman, der kom til os fra Right To Dream. Han har stået for meget af kontakten til spillerne og hjulpet os med at tiltrække dem. Det er nogle gode og velskolede spillere med den uddannelse, de får hos Right To Dream, siger Rasmus Bertelsen.

- Jeg har hørt nogle rygter om, at Mohammed er den eneste, der har været hurtigere end Kamaldeen Sulemana. Om det passer, det ved jeg ikke præcist, men jeg kan love for, at det er fart på hans spurter og hans fodarbejde. Han har et vanvittigt fysisk output, både i antallet af aktioner, han er med i, og den fart, han leverer dem med, siger Rasmus Bertelsen.

Barndomsvenner
Om Southampton-forwarden Kamaldeen Sulemana eller Mohammed Fuseini er hurtigst må komme an på en prøve, hvis de i en dag mødes i kamp.

Men Sulemana er bestemt ikke hvem som helst for den tre måneder yngre Randers-spiller.

- Jeg var ti år, da jeg begyndte på Right To Dreams akademi i Accra. Jeg voksede op i Tamale i det nordlige Ghana, samme sted som Kamaldeen kommer fra. Han er min bedste ven. Jeg var på akademiet, da han kom til, og vi talte samme sprog, fordi vi begge er oppe fra Tamale, så vi havde straks en forbindelse. Jeg er så stolt af, hvad han har opnået, siger Mohammed Fuseini.

Og søndag er mange af modstanderne også særdeles kendt stof for Mohammed Fuseini, da han for første gang i et par år skal tilbage til Farum for at spille fodbold.

- Jeg kender alle spillerne fra Ghana og Elfenbenskysten. Mange af os er vokset op sammen, det bliver virkelig specielt og fedt. Selve kampen er selvfølgelig som enhver anden, det handler om at gå ind og spille så godt som muligt for holdet. Men jeg er da lidt ekstra motiveret for at vise, hvad jeg kan, siger Mohammed Fuseini og griner.

- Jeg er glad for at få chancen og få spillet en masse. Det allervigtigste er at hjælpe holdet, og jeg skal lige finde effektiviteten og det kølige overblik, når jeg afslutter, for jeg er kommet til en del chancer men har brændt en del. Jeg lærer fra kamp til kamp, og jeg tror på, det kommer, og at jeg får scoret en masse mål for Randers, siger Mohammed Fuseini.

Læs også Randers-direktør Søren Pedersens vurdering af, hvor klubben ligger lige nu på tærsklen til nedrykningsslutspillet, og den omstilling, klubben har været gennem.