Video : Tipsbladet
Superliga

Udlandet følger Superliga-forward: Koster kassen

Når man rager op fysisk, på flere datapunkter og også er ung og scorer mål, følger udenlandske klubber med.

Han har ikke scoret helt så meget, som han havde håbet den seneste måned.

Men Anosike Ementas første sæson som fast starter i Superligaen går nu alligevel så godt, at andre end cheftræner Jakob Poulsen, holdkammeraterne og ledelsen kan se lyset i angriberen.

Tipsbladet fortalte tidligere på foråret om interesse for angriberen, der selv mener, der stadig er masser at lære i Viborg og Superligaen.

Fredag meldte det belgiske medie Het Laatste Nieuws om, at Gent er interesseret, og det stemmer overens med Tipsbladets oplysninger så langt som at klubben har haft øjne på forwarden og finder ham interessant som mulig forstrækning.

Men en snart 22-årig angriber på 202 centimeter vækker selvfølgelig også genklang andre steder.

Flere engelske klubber  har i månedsvis fulgt Ementa, der selv er fan af engelsk fodbold.

Foto: Alamy

Interessen skal være stigende, og Ementas kombination af fysisk styrke, højde og stadigt bedre evne til at skille sig af med bolden og være spilstation er tiltalende.

Men hvad skal sådan en Karl så koste?

Det belgiske medie melder om en million euro, men det skulle være mærkeligt, hvis Viborg nogensinde går med på den.

Paul Onuachu, der skiftede til netop Gent fra Viborgs bitre Superliga-rival FC Midtjylland, dukker op som sammenligning i artiklen, og han kostede omkring 45 millioner kroner i 2019.

Det ville være en sensation, hvis Viborg kunne sælge angriberen til den pris, men et sted midt i mellem omkring Viborgs dyreste spillere Anton Gaaei (30 millioner til Ajax) og Elias Achouri (22,5 til FCK) kunne ifølge kilder på markedet muligvis lokke Viborg til bordet.

At det skulle være allerede til sommer, det kan man stille sig tvivlende overfor – med kontraktudløb  31. december 2026 ville markedskræfterne diktere, at sommeren 2025 ville være det perfekt tidspunkt at sælge for Viborg FF.

Paul Onuachu scorede sin første sæson med sammenhængende spilletid i FC Midtjylland efter en udlejning til Vejle seks mål på 1.058 minutter – Anosike Ementa er før weekendens kampe på syv ligamål i 1.737 minutter i sin første sæson som Viborg-spiller.