Video : Tipsbladet
Generelle

Bale-agent antyder snarligt Spurs-exit: - Han elsker stadig Madrid

Gareth Bale har været en fiasko i Tottenham, og waliseren rykker formentlig tilbage til Real Madrid til sommer.

Gareth Bale er i denne sæson udlejet fra Real Madrid til Tottenham, men umiddelbart er der ikke lagt op til, at waliseren bliver i London-klubben efter denne sæson.

Bale har således skuffet ganske eftertrykkeligt i Tottenham, hvor José Mourinho i sidste uge kom med en slet skjult kritik af den 31-årige waliser, der blot er startet inde i to Premier League-kampe i denne sæson.

Du må spørge Zidane
Og ifølge Gareth Bales agent, Jonathan Barnett, vil waliseren ikke have noget problem med at vende tilbage til Real Madrid. Bales kontrakt med madrilenerne udløber således først i sommeren 2022.

- Han elsker stadig Madrid. Han har ingen problemer med klubben. Det er en vidunderlig klub. Det ville ikke være et problem for ham (at vende tilbage, red.). De skal bare beslutte, om de ønsker at få ham tilbage. Om han kan spille for Madrid og alle de ting. Jeg vil tro, at du er nødt til at spørge Mr. Zidane, om han vil have ham. Jeg tror det ikke, lyder det, ifølge Goal, fra Jonathan Barnett.

Tingene er ikke gået så godt
Ifølge agenten har Bale heller ikke problemer med José Mourinho.

- De har et godt forhold. Der er ikke noget problem. Det er journalisterne, der skaber problemet. Men der er ikke noget problem. Vi havde forventet, at han ville spille mere. Tingene er ikke gået så godt, men holdet har heller ikke gjort det særligt godt, lyder det således fra Barnett.

Det er således et rigtigt godt spørgsmål, hvor Gareth Bale kommer til at spille i næste sæson. Der er næppe nogen tvivl om, at hverken Tottenham eller Real Madrid ønsker waliseren. Noget tyder på, at spanierne kan blive tvunget til at få den løntunge Bale tilbage i en sidste sæson, hvor han næppe kommer til at blive en del af holdet i Real Madrid.