Video : Tipsbladet
Generelle

Ny central rolle til Eriksen: - Et indtil nu helt uventet scenarie

Christian Eriksen kan, på ganske uventet vis, blive Inters 'scoop' i januar. Der er tale om 'det muliges kunst', lyder det fra Tuttomercatoweb.

Antonio Conte meldte i weekenden ud, at Inter ikke kommer til at sælge nogle spillere i dette vindue, og tirsdag udtalte cheftræneren så, at Christian Eriksen skal testes af på en ny og mere defensiv position fremover

Og det italienske medie Tuttomercatoweb peger på, at det bliver spændende at se, hvordan Eriksen klarer sig i eftermiddagens Coppa Italia-kamp mod Fiorentina, hvor den danske landsholdsspiller forventes at få chancen fra start. Mediet peger på, at der er tale om 'en ny udvikling' i Eriksens situation.

- Ja, danskeren har indtil videre været et fremmedelement, der aldrig har tilpasset sig Antonio Contes taktiske idéer. Men i går, foran de rullende tv-kameraer, gav Nerazzurri-bossen så grønt lys til det, der kan blive et nyt og, indtil nu, helt uventet kapitel i Eriksen-sagaen. 'Eriksen kommer til at spille som regista, foran forsvaret, på Brozovic' normale position', lød det fra Conte. Hvorefter han tilføjede, at han er forventningsfuld, hvilket aldrig kan skade at melde ud: 'Jeg forventer store ting'. Et indtil nu helt uventet scenarie. 

Man har valgt at ryste posen
Tuttomercatoweb peger således på, at Conte i slutningen af sidste år selv havde udtalt, at Christian Eriksens kvaliteter ikke passede til den rolle. 

- Et par uger senere... for mange problemer på transfermarkedet (både hvad angår indkøb og salg), og nu har man valgt at ryste posen. Resultatet? En uvending, der placerer Eriksen direkte i hjertet af midtbanen. I kontrolrummet, hvor bevægelserne og timingen af ethvert nyt angreb indledes. 

- Hvad hvis det blev begyndelsen på en ny fortælling? Eller begyndelsen på et nyt kapitel i fortællingen? Det er velkendt, at Inter har (økonomiske) problemer på transfermarkedet. Conte har et ønske om at få tilført lidt flere brikker til sit skakbræt. Eksempelvis den berømte fjerde angriber. Men også en midtbanespiller, som kan placeres foran bagkæden. 

- Det er intet tilfælde, at idéen om en byttehandel med PSG, med danskeren og Leandro Paredes, kom fra Inter. Her begynder tingene at falde på plads: Inter leder efter en spilfordeler. Inter har svært ved at hente en spiller på transfermarkedet. Inter har svært ved at finde en køber til Eriksen. Og i dag vil Inter så gå på banen med danskeren på denne position, som afløser for Brozovic. En speciel situation for den tidligere Spurs-spiller. Man må antage, at der er tale om det muliges kunst. 

Opgøret mellem Fiorentina og Inter sparkes i gang klokken 15.00.