Video : Tipsbladet
Generelle

Messi var rådvild: Måtte ikke blive i Europa

Ifølge Barcelonas tidligere præsident vidste Lionel Messi ikke, hvor han skulle tage hen, da argentineren i sommeren 2020 ønskede at komme væk. Catalanerne var ellers klar til at slippe superstjernen - med én særlig betingelse.

Josep Bartomeu har ikke fået meget ros for sin tid som Barcelona-præsident, men catalanernes tidligere leder har nu valgt at rose sig selv for, at han ikke lod Lionel Messi forlade klubben sidste år.

Ifølge Bartomeu har hans afløser, Joan Laporta, således dummet sig ved at lade Messi gå.

- Det var fundamentalt, at han blev hos os, både på grund af hans sportslige og ikke-sportslige betydning for os som instituion. Det har jeg altid ment. Han repræsenterer meget mere end en fodboldspiller. Hvorfor var han ikke glad? Det må du spørge Leo om. Fordi der ikke var noget projekt? Vi vandt La Liga i 2019, og vi kunne have vundet The Treble, men vi tabte en kamp, hvor Liverpool ikke engang havde en chance, lyder det således, ifølge AS, fra Bartomeu, der stoppede som Barcelona-præsident i oktober sidste år.

Måtte ikke blive i Europa
Lionel Messi udtalte selv sidste år, at Bartomeu havde nægtet at lade ham forlade Barcelona, selvom de to havde indgået en aftale. Ifølge Bartomeu er det dog ikke helt korrekt.

- Jeg sagde til ham, at hvis han ønskede at gøre som Xavi og Iniesta og tage til Qatar, Kina eller USA, så ville det være noget, vi ville have forståelse for, og som vi kunne tale om. I det tilfælde ville vi have organiseret en hyldest og en afsked. Men Messi havde ikke en ny klub på plads endnu, og han ønskede at skifte på en fri transfer, lyder det således fra Bartomeu.

- Vi sagde til ham: 'Vi ønsker, at Barça bliver din sidste klub i Europa. Hvis du på et senere tidspunkt ønsker at tage til et andet kontinent, så er det intet problem. Men vi ønsker, at du fortsætter.' Og det er sådan set egentlig historien om sommeren 2020: Vi sagde til ham, at vi ønskede, at han skulle blive, mens han sagde til os, at han ønskede at komme væk, uden at han vidste hvorhen. Vi spurgte ham altid, hvor han ønskede at tage hen.

I interviewet afslørede Bartomeu desuden, at han i sin tid som klubpræsident afviste et bud på 1,1 milliarder kroner på en af Barcelonas andre stjerner. Læs mere om det her