Video : Tipsbladet
Generelle

Mourinho: Jeg har tidligere forsøgt at hente Bale

José Mourinho afslører nu, at han i sin tid som Real Madrid-cheftræner forsøgte at få fat i Gareth Bale.

Ifølge Gareth Bales agent er waliserens skifte til Tottenham 'tæt på', og nu udtaler José Mourinho sig også om Real Madrid-stjernen. 

Tottenham-cheftræneren afslører således, at han forgæves forsøgte at hente Gareth Bale til Real Madrid. Waliseren ankom som bekendt først til Bernabéu i 2013, få måneder efter Mourinhos exit.

- Jeg kommenterer ikke hypotetiske ting. Gareth Bale er Real Madrids spiller. Det er ikke min opgave at snakke med agenter. Jeg ønsker ikke at kommentere det, især ikke, når der er tale om en anden klubs spiller, lyder det ifølge Goal fra José Mourinho.

- Jeg prøvede at hente ham til Real Madrid, hvilket ikke var muligt i min tid dér. Men præsidenten havde tillid til mine instinkter. Han benyttede sig af min viden, og sæsonen efter mit exit hentede han Gareth til klubben. Det er ingen hemmelighed, og det ved Gareth også. 

Må afvente situationen
Hvis det lykkes at hente Gareth Bale, vil waliseren blive Tottenhams tredje forstærkning i dette transfervindue, efter Matt Doherty og Pierre-Emile Højbjerg. José Mourinho håber dog på, at det lykkes at hente flere spillere ind.

- En spillertrup er et puslespil, og når en ny spiller fuldender puslespillet, så er det glimrende for dem. Tre uger tilbage. Vinduet er åbent begge veje. I fodbold vil jeg sige, at man altid må vente på, at ting sker. Lad os se, hvad der sker. Jeg har aldrig været tilhænger af, at starte sæsonen, mens transfervinduet stadig er åbent. 

Tottenham er, ifølge BBC og flere andre medier, også tæt på at hente Real Madrid-backen Sergio Reguilon.