Video : Tipsbladet
Generelle

United-fans ånder lettet op: Adidas dropper udskældt trøjedesign

Mens Manchester Citys fans raser over Puma, kan Manchester United-tilhængerne nu glæde sig over, at Adidas har droppet et trøjedesign, der vakte stor modstand.

Tilbage i april blev der lækket nogle billeder af et muligt design for Manchester Uniteds hjemmebanetrøje i næste sæson.

Og noget tyder på, at Adidas efterfølgende valgte at gå i en anden retning. Det første design blev således slagtet af Manchester United-fans på Twitter, som mente, at trøjen lignede det stof, man ser typisk ser på sæderne i en bus.

Mere afdæmpet design
Men nu er der så dukket billeder op af det, der angiveligt er Adidas' endelige design af Manchester Uniteds kommende hjemmebanetrøje.

Og der er altså tale om et væsentligt mere afdæmpet design. Der er tale om bittesmå sorte og gule streger på den røde trøje, som altså giver et mere neutralt udseende.

- Det ser så fucking meget bedre ud, lyder det således fra en fan i en Twitter-kommentar, der har fået en del likes.

- Den ser faktisk ganske nydelig ud, lyder det fra en anden fan.

Rasende City-fans
Og dermed ser det altså ud til, at Adidas er sluppet bedre fra deres trøjedesign end Puma, som i sidste uge igen blev tilsvinet af Manchester Citys fans.

City-tilhængerne havde allerede beklaget sig over Pumas design af den engelske klubs hjemmebanetrøje. Billederne af Manchester Citys tredjetrøje fik igen fansene op i det røde felt. En fan udtrykte således et håb om, at Puma går konkurs

Oasis-sangeren Liam Gallagher, der er fan af Manchester City, rasede også over designet, og skrev således, at trøjedesignerne burde blive sendt til Wuhan i Kina, som er det sted, hvor coronavirusset først udbrød.