Video : Tipsbladet
Generelle

- Zidanes tid som Real Madrid-boss slutter senest til sommer

Zinedine Zidane stopper med al sandsynlighed som Real Madrid-cheftræner til sommer, lyder det fra Goal. Kun en Champions League-triumf kan ændre på tingene.

Real Madrid blev onsdag sendt ud af Copa del Rey af Alcoyano fra den tredjebedste spanske række, og ifølge Goal-skribenten Rik Sharma lakker franskmandens tid som Real Madrid-cheftræner nu mod enden. 

- Fansene har udtrykt deres utilfredshed efter de spanske mestres Copa del Rey-exit mod miniputterne Alcoyano, og Zidane er endt i skudlinjen. Kriser er hverdag i Real Madrid, men den seneste af slagsen var mere ydmygende end de fleste for Zinedine Zidane, selvom han ikke vil indrømme det, skriver Sharma således. 

Efter exittet slog Zidane således fast, at nederlaget 'ikke var skamfuldt', og at 'den slags kan ske'. 

Manglende mål
Ifølge Rik Sharma har manglende mål været Real Madrids centrale problem i Zidanes anden periode som cheftræner, idet madrilenerne ikke har fundet en spiller, der kan afløse Cristiano Ronaldo.

Sharma peger på, at det hverken resultat- eller spillemæssigt kører for Real Madrid i øjeblikket. De spanske mestre har således blot hentet én sejr i klubbens seneste fem kampe, og i La Liga ser Atlético Madrid ud til at være stukket af. 

1/8-finale bliver afgørende
Flere spanske medier har reporteret, at Zinedine Zidane kan blive fyret i næste uge, alt afhængig af weekendens resultat mod Alavés. Ifølge Rik Sharma behøver franskmanden dog ikke frygte for sit job i løbet af de kommende uger.

- Hans job afhænger formentlig snarere af 1/8-finalen mod Atalanta i Champions League. Hvis Madrid løber ind i endnu et tidligt europæisk exit, som det er sket mod Ajax og Manchester City i de seneste sæsoner, så vil det være slut for Zidane, skriver Rik Sharma. 

- Hvis de går videre, så vil træneren formentlig fortsætte sæsonen ud. Til den tid vil hans tid i klubben dog være forbi, medmindre han, mod forventning, sikrer Real Madrid klubbens 14. triumf i Champions League. 

Pochettino var den oplagte afløser
Rik Sharma peger på, at avisen MARCA lavede en afstemning, hvor over 100.000 læsere deltog. Her pegede 70 procent på, at Alcoyano-kampen burde blive Zidanes sidste som cheftræner for Real Madrid. 

Real Madrids problem er, at Mauricio Pochettino, som madrilenernes ledelse har et godt øje til, lige er blevet ansat i Paris Saint-Germain. Argentineren var ellers den oplagte afløser for franskmanden, lyder det fra Rik Sharma.