Video : Tipsbladet
Rygter

United jagter ikke angriber efter Cavani-aftale: Vil hente denne stjerne i stedet

Ifølge Gary Neville er det usandsynligt, at Manchester United vil forsøge at hente Harry Kane eller Erling Haaland.

Mandag kunne Manchester United melde ud, at Edinson Cavani fortsætter på Old Trafford indtil sommeren 2022. 

Og ifølge den tidligere Manchester United-kaptajn Gary Neville betyder den forlængelse, at de røde djævle ikke kommer til at hente hverken Erling Haaland eller Harry Kane, der ellers begge har været rygtet til Manchester-klubben. 

Har været desperate efter Sancho
Ifølge Gary Neville er det således nu væsentligt mere sandsynligt, at Manchester United nu kommer til at gå efter Jadon Sancho. 

- Jeg tror, at hvis du kigger på indkøbspolitikken i de seneste år, efter at Ole er kommet til Manchester United, så tror jeg ikke, at de kommer til at hente endnu en angriber. Jeg har ikke de kontakter i klubben, jeg plejede at have, så jeg baserer det på en formodning, lød det således fra Gary Neville i Monday Night Football-studiet.

- De har været desperate efter Sancho. De fik ham ikke sidste sommer, men de vil kunne komme til at se markant smartere ud, hvis de formår at hente ham for omtrent den halve pris nu. 

Henter næppe andre end Sancho
Ifølge Gary Neville vil det således ikke give mening for Manchester United at forlænge med Edinson Cavani, hvis klubben samtidig henter eksempelvis Harry Kane. 

- Hvor skal Cavani spille, hvis Manchester United henter Harry Kane og Sancho? Vil Greenwood kunne fortsætte sin udvikling? Hvor vil Paul Pogba passe ind? Når jeg kigger på det nu, så tror jeg, at man henter Sancho, hvor Greenwood så bliver reserve på den position. 

Ifølge Gary Neville kommer Manchester United sandsynligvis ikke til at hente andre forstærkninger end Sancho til sommer. Dortmund-stjernens pris er angiveligt faldet i forhold til sidste år, således at han nu kan hentes for 745 millioner kroner