Video : Tipsbladet
Rygter

Guardiolas største idol vil have dansk EM-helt

Mikkel Damsgaards tid i Serie A kan muligvis være forbi allerede efter én sæson, idet det nu forlyder, at Leeds er interesseret i den danske EM-profil.

Mikkel Damsgaard er en eftertragtet herre efter EM 2021, hvor den unge Sampdoria-spiller har været kædet sammen med storklubber i både Premier League, La Liga og Serie A.

Nu er der dog dukket en historie op om et skifte, der måske vil være et lidt klogere næste skridt for den tidligere FC Nordsjælland-spiller. Således lyder det fra den italienske avis La Repubblica (ifølge Sport Witness), at Leeds nu også har meldt sig ind i kampen om Mikkel Damsgaard. 

Bliver dyr at hente
Leeds rykkede sidste sæson op i Premier League efter 16 års fravær, og traditionsklubben har i øjeblikket den argentinske trænerlegende Marcelo Bielsa som cheftræner. Bielsa, som Pep Guardiola har udråbt som sit største idol i fodboldens verden, førte i sidste sæson Leeds til en niendeplads i Premier League.

Den 21-årige Mikkel Damsgaard rykkede sidste sommer fra FC Nordsjælland til Sampdoria for 50 millioner kroner, men Genova-klubbens præsident udtalte under EM, at han næppe vil sælge danskeren videre for under 300 millioner kroner

Udover Leeds har Mikkel Damsgaard også været rygtet til klubber som Tottenham, Real Madrid, Barcelona, Juventus og Milan.