Video : Tipsbladet
Rygter

I strid med Bayern: Nu rygtes Alaba til engelsk storklub

Bayern München vil ikke imødekomme David Alabas lønkrav, og nu rygtes østrigeren så til Premier League.

David Alaba og Bayern München har meget svært ved at nå til enighed om vilkårene for en ny kontrakt til østrigeren, og den 28-årige forsvarsspiller kan nu være på vej til England.

Således skriver den engelske avis The Times, at Manchester City overvejer at hente Alaba, idet de engelske vicemestre leder efter en ny venstreback. Et eventuelt indkøb af Alaba afhænger dog af, om man kan komme af med ukrainske Oleksandr Zinchenko. 

Har også kig på Ajax-profil
Manchester City tabte i søndags 5-2 hjemme mod Leicester i en kamp, hvor Manchester-klubbens defensiv ikke ligefrem brillerede. Venstrebacken Benjamin Mendy leverede en hæslig præstation, og franskmanden begik blandt andet et af de tre straffespark, som Leicester fik tilkendt i opgøret.

I sidste uge skrev The Telegraph, at Manchester City også har kig på Ajax' argentinske landsholdsspiller Nicolas Tagliafico

Bayern München og David Alaba er røget i totterne på hinanden i løbet af de seneste uger, hvor den tidligere klubpræsident Uli Hoeness blandt andet har omtalt Alabas agent som 'en grådig piratfisk', hvilket Alaba ikke var glad for. Østrigerens kontrakt udløber til næste sommer.