Video : Tipsbladet
Rygter

Barça vil udleje Griezmann til Serie A-klub

Forhandlingerne med Atlético Madrid er løbet ud i sandet, og nu forlyder det, at Barcelona er klar til at sende Antoine Griezmann til Juventus på en lejeaftale.

Barcelona-præsident Joan Laporta meddelte torsdag, at den catalanske storklub vil sælge Antoine Griezmann, hvis klubben modtager et godt tilbud denne sommer. 

Og ifølge den spanske avis Sport kan Antoine Griezmanns fremtid muligvis afhænge af, hvad Cristiano Ronaldo beslutter sig for denne sommer. Således skriver avisen, at Barcelona overvejer at tilbyde Griezmann til Juventus på en lejeaftale, hvis Torino-klubben mister Cristiano Ronaldo. 

Ronaldo har i de seneste måneder været rygtet til Paris Saint-Germain, og Juventus vil formentligt forsøge at finde en afløser, hvis portugiseren vælger at pakke kufferten. 

Skal skære lønbudgettet ned
Og ifølge Sport vil Barcelona altså være klar til at sende Antoine Griezmann til Juventus på en lejeaftale, selvom La Liga-klubben dermed ikke vil få nogen penge for den franske landsholdsstjerne, som man for to år siden hentede for knap 900 millioner kroner i Atlético Madrid. 

Barcelona er tvunget til at skære klubbens lønbudget med omtrent halvanden milliard kroner, og derfor vil det altså hjælpe markant, hvis klubben kan komme af med Antoine Griezmann, der tjener omtrent 250 millioner kroner årligt efter skat. Ifølge Sport er håbet i Barcelona, at man til næste sommer så vil kunne sælge Antoine Griezmann til en høj pris, især hvis franskmanden formår at overbevise i Juventus. 

Tidligere har det dog været reporteret, at Atlético Madrid er den eneste destination, som Antoine Griezmann er klar til at overveje.