Video : Tipsbladet
Rygter

Engelsk klub jagter Lewandowski

Robert Lewandowski har spillet næsten hele sin karriere i Bundesligaen, men den polske målræv rygtes nu til Premier League.

Robert Lewandowski har i denne sæson scoret 40 mål i 28 Bundesliga-kampe, og det er et målsnit, der gør Bayern München-stjernen attraktiv for enhver klub. 

Og ifølge Sky Sport Germany kan den 32-årige Lewandowski potentielt forlade tysk fodbold til sommer, idet flere storklubber angiveligt er interesserede i polakken.

Vil ikke spille i den franske liga
Således forlyder det, at Paris Saint-Germain har overvejet Robert Lewandowski som en mulig erstatning, hvis Kylian Mbappé forlader den franske klub. Også Barcelona er angiveligt interesseret i Lewandowski.

Ifølge Sky Sport Germany er Lewandowski dog ikke interesseret i at spille i Ligue 1, mens Barcelona næppe har råd til at betale den høje transfersum, som Bayern München må forventes at kræve for klubbens store stjerne. Sky Sport Germany skriver dog, at også Chelsea er interesserede i Robert Lewandowski. 

Tammy Abrahram står til at forlade London-klubben til sommer, og Robert Lewandowski vil i Chelsea kunne blive en del af en offensiv, der også tæller de to tidligere Bundesliga-stjerner Timo Werner og Kai Havertz.