Video : Tipsbladet
Rygter

Eriksen kan være fortid i Inter i næste uge: Conte jagter verdensmester

Christian Eriksens Inter-karriere kan være slut allerede i næste uge, hvis Inter modtager et bud på danskeren. Antonio Conte vil således have fat i N'Golo Kanté.

Christian Eriksens tid i Inter kan være forbi i næste uge. 

Sådan lyder det fra den store italienske avis La Gazzetta dello Sport, der skriver, at Inters hold kan se meget anderledes ud i næste uge, når transfervinduet er smækket i.

Diego Godin er allerede skiftet til Cagliari, og Inter forhandler i disse dage med Tottenham om Milan Skriniar, som man håber på at kunne sælge for 300 millioner kroner. Og ifølge La Gazzetta dello Sport tyder det på, at Inters plan for at erstatte Skriniar har ændret sig. Avisen skriver således, at Antonio Conte er desperat efter at få en ny midtbanespiller, hvorfor Inter-bossen i stedet vil leje en forsvarsspiller. Schalke 04's Ozan Kabak har været nævnt som en mulighed. 

Vil bruge pengene på Kanté
Pengene fra salget af Skriniar skal således i stedet bruges på en midtbanespiller, og ifølge La Gazzetta dello Sport er Antonio Contes førsteprioritet at hente N'Golo Kanté i sin gamle klub Chelsea. 

Frank Lampard jagter i disse dage West Hams Declan Rice, og derfor er både Kanté og Jorginho blevet rygtet væk fra Stamford Bridge. 

- Lad os evaluere hver spiller separat, så vi kan gøre alle glade. Og så må vi se, hvad der sker, lød det ifølge La Gazzetta dello Sport fra Frank Lampard, da Chelsea-bossen blev spurgt om rygterne om Kanté og Jorginho.

Eriksen kan ryge afsted
La Gazzetta dello Sport skriver endvidere, at Eriksen lige nu befinder sig i en meget uvis situation.

- Kanté vil give balance. Meget mere end Brozovic og Eriksen, som hænger på vippen. For begge disse to spillere er det åbenlyst, at de kommer til at sige farvel, hvis der kommer et bud på dem, skriver La Gazzetta dello Sport således.

Samme avis beskrev i weekenden Christian Eriksens præstation i 4-3-sejren over Fiorentina som 'katastrofal'. Danskeren blev pillet ud efter 65 minutter, da Antonio Contes mandskab var bagud med 3-2. 

Inter har i dette vindue allerede hentet den chilenske midtbaneprofil Arturo Vidal i Barcelona.