Video : Tipsbladet
Superliga

- Han er ikke i FC København efter sommerferien

Verdens Lækreste Superliga ser nærmere på FC Københavns nedbrud i Superligaen.

Det spidser til i Superligaen i både top og bund.

FC København tabte igen - denne gang til FC Nordsjælland - og hænger i en tynd tråd i kampen om mesterskabet, mens bundkampen er utrolig tæt - minus Hvidovre, der snart matematisk er sikret en nedrykning.

Som altid er Tipsbladet-programmet Verdens Lækreste Superliga klar til at tale jer igennem weekendens strabadser. 

Og David Boysen, der er ugens gæst, fortæller blandt andet, at han efterhånden har mistet tilliden til FC Københavns nye midtstopper Scott McKenna, der igen så sløj ud - denne gang i opgøret mod FC Nordsjælland.

- Nu bor jeg selv oppe nordpå og ser færgen vende oppe i Helsingør, og den vender altså hurtigere, end Scott McKenna vender på banen.

- Han skal også kunne dække op på hjørnespark - det bør være en af hans styrker med den kropsbygning - men det kunne han heller ikke. Det kostede mål i Farum i går.

- Jeg synes, det har været skidt, og jeg tror ikke, han er i København efter sommerferien, siger David Boysen i programmet.

David Boysen er flankeret af vært Amanda Bodenhoff og programmets faste analytiker, Benjamin Leander.

Og sidstnævnte bemærker også en særlig statistik omkring FC København:

- Det er ottende gang, at FCK lukker mål ind på hjørnespark i sæsonen. Det er ét mere, end de lukkede ind i de 64 foregående Superliga-kampe. Kun Randers har lukket flere ind på hjørnespark i sæsonen, påpeger Leander.

Du kan se de tre tale weekendens kampe igennem i videoafspilleren øverst til denne artikel.