Video : Tipsbladet
Generelle

Officielt: Ronald Koeman er Barcelonas nye cheftræner

Ronald Koeman er færdig som hollandsk landstræner og fortsætter i stedet i Barcelona, hvor klublegenden har fået en to-årig aftale.

Ronald Koeman er blevet ansat som ny cheftræner for Barcelona, og hollænderen har fået en kontrakt indtil 2022. 

Det skriver Barcelona på klubbens hjemmeside. 

Pressemøde i aften
Koeman har været rygtet til Barcelona i de seneste dage, efter at Barcelona mandag fyrede Quique Setien som cheftræner efter sidste uges 8-2-nederlag til Bayern München. 

Tirsdag aften slog klubpræsident Josep Maria Bartomeu fast, at Koeman ville blive ansat som Setiens afløser. Hollænderen præsenteres ved et pressemøde onsdag klokken 18.

Ronald Koeman spillede selv i Barcelona fra 1989 til 1995, og hollænderen blev den store helt i Europa Cup-finalen i 1992, hvor han scorede det enlige mål i 1-0-sejren over Sampdoria på Wembley.

Koeman har siden 2018 været landstræner for Holland, og har også været cheftræner for klubber som Valencia, Ajax, Everton og Southampton.