Video : Tipsbladet
Ligue 1

Taylor Swift har påvirkning på Mbappe-præsentation

Der er flere ting, som har indflydelse på, hvornår Kylian Mbappe kan blive præsenteret i en ny klub.

Spekulationerne om Kylian Mbappes fremtid har kørt på højtryk siden han i sommer bekendtgjorde, at han ikke havde i sinde at udløse den klausul, der er i hans kontrakt, som vil give ham et år mere i Paris Saint Germain.

Dermed er der udløb til sommer, og de mest vedholdende rygter har handlet om, at han skifter til Real Madrid. Sådan har det været i et par måneder, men endnu er intet blevet offentliggjort - og det styrer franskmanden selv. Det skriver den store spanske sportsavis Marca.

Her bliver der peget på, at der mellem Real Madrid og Mbappes lejr blev aftalt, at de først og fremmest skulle benægte enhver aftale, når der stadig var en mulighed for, at Madrid-klubben kunne komme til at møde PSG.

Som det er nu, så er det først i finalen i London, at de to kan mødes. Det er 1. juni, at Champions League-finalen spilles.

Endvidere er det også med fokus på, at Mbappe selv kan finde det rigtige tidspunkt, som baserer sig på, hvordan hverdagen går i Paris.

Her skal det også med, at der skal findes en dag for præsentationen på Santiago Bernabeu, og da der både 29. og 30. maj er Taylor Swift-koncert på Real Madrids hjemmebane, og derfor kan stadion ikke bruges dér.

Endvidere bliver der peget på, at Mbappe i hvert fald vil offentliggøre sit valg inden EM, som begynder 17. juni med en kamp mod Østrig for franskmændenes vedkommende. Dermed kan man begynde at spore sig ind på, hvornår det kan ske.