Video : Tipsbladet
Rygter

Har opgivet Mbappé og Haaland: Nu jagter Real Madrid denne stjerneangriber

Real Madrid har angiveligt indset, at man ikke får fingrene i hverken Kylian Mbappé eller Erling Haaland. Og ifølge AS vil madrilenerne nu gå efter Robert Lewandowski i stedet.

Tidligere på ugen reporterede den spanske avis AS, at man i Real Madrid-ledelsen har opgivet håbet om at hente Kylian Mbappé eller Erling Haaland denne sommer. 

Og nu skriver AS så, at Real Madrid i stedet har rettet kikkerten mod München. Ifølge avisen er Robert Lewandowski således en spiller, som Real Madrid seriøst overvejer at gå efter denne sommer. 

Åben for nye oplevelser
Robert Lewandowskis kontrakt med Bayern München løber indtil 2023, men i den seneste måneds tid har der været rygter om, at den polske bomber kan vælge at søge væk fra de tyske mestre. Således har medier som Sky Sport Germany, Sport Bild og ESPN skrevet, at Lewandowski potentielt kan vælge at søge væk.  

I et nyligt interview slog Lewandowski samtidig fast, at han er 'åbensindet', og at han 'altid finder det spændende at lære et nyt sprog og en ny kultur'. 

Det perfekte tidspunkt
Og ifølge AS er Robert Lewandowski fascineret af idéen om at prøve sig selv i spansk fodbold. 

- Lewy mener, at det er det perfekte tidspunkt at lære en ny kultur og en ny liga at kende, skriver avisen således.

Ifølge AS har det altid været Lewandowskis drøm at spille for Real Madrid. Tilbage i maj reporterede ESPN, at den snart 33-årige angriber koster over 445 millioner kroner.