Video : Tipsbladet
Generelle

Klar melding: Nej, der er bestemt ikke krise!

Tipsbladet giver mikrofonen til Lyngby Boldklub-fan Morten Munksgaard, der svarer på, om der er krise hos de kongeblå.

Hele essensen i at være Lyngby-fan ligger i den uendelige optimisme og tro på tingene. Vi har så mange gange vist, at vi kan gøre det umulige med the great escape sidste år og bronzemedaljerne som de nyeste eksempler.

Derfor tror jeg stadig meget på overlevelse, og jeg er endda mere realistisk end mange medfans. Men jeg tror også på, at det bliver i de sidste 10 minutter mod Hvidovre i sæsonens sidste kamp, at det bliver afgjort.

Skrækscenariet kan vi hoppe over Lillebælt og spørge fansene fra henholdsvis Vendsyssel, Horsens og Esbjerg (m.fl.) om. Har de været glade for et ejerskifte?

Morten Munksgaard
Lyngby Boldklub-fan

Jeg ved godt, at David Nielsen ikke har fået den bedste pointmæssige start i Lyngby Boldklub, men jeg synes stadig, vi overpræsterer på så mange parametre, og her er vi nok offer for Freyrs (Alexandersson) overnormale pointhøst.

Vi skal huske på, at vi ikke er berettigede til at være i Superligaen - målt på økonomi. Så nej, der er bestemt ikke krise, og klubben er et bedre sted, end vi har været i min 27-årige levetid.

Det kan vi takke Friends of Lyngby for, og jeg vil langt hellere stå på tribunen og få kuldegysninger over sammenholdet med flere af Friends-ejerne ved siden af mig, end jeg vil hoppe på ejer-rouletten, hvor succeskriteriet er Europa hver femte sæson og store spillersalg med nogle ejere, der ser klubben som et CVR-nummer.

Skrækscenariet kan vi hoppe over Lillebælt og spørge fansene fra henholdsvis Vendsyssel, Horsens og Esbjerg (m.fl.) om. Har de været glade for et ejerskifte?

Så selvom Lyngby Stadion er lidt sandet, våd og plettet, så er græsset ikke grønnere på den anden side - hvis det altså overhoved er ægte græs.