Frenkie de Jong bekræfter: Jeg talte med Guardiola
Foto: Getty Images
Generelle

Frenkie de Jong bekræfter: Jeg talte med Guardiola

Ajax-spilleren fortæller, at en lang række af Europas topklubber forsøgte at overbevise ham, inden han valgte at skrive under med Barcelona.

Onsdag blev det officielt, at Frenkie de Jong til sommer skifter fra Ajax til Barcelona. 

Den 21-årige midtbanespiller, der skifter for 560 millioner kroner, bekræfter nu, at han også havde samtaler med Manchester City-træner Pep Guardiola, inden han tog beslutningen om at skifte til Barcelona. Flere af Europas storklubber var således ude efter Frenkie de Jongs underskrift.

- Jeg talte med PSG. Jeg ringede til Maxwell (sportsdirektør i PSG, red.) for at sige til ham, at jeg ikke skiftede til dem. Og min agent kontaktede klubben. Jeg talte også med Guardiola om et skifte til Manchester City. Alle klubber prøver at overbevise dig, når de vil have dig. Jeg er glad og stolt over, at de gjorde så meget for at få fat i mig. Jeg er glad og stolt, og også en smule lettet over, at det er nu afklaret, siger Frenkie de Jong til NOS.

Så Barcelona som barn
De Jong, der blot har spillet fem landskampe for Holland, fortæller at Guardiola på en indirekte måde faktisk var medvirkende til, at han valgte at skifte til Barcelona.

- Barcelona har altid været en drømmeklub for mig. Jeg så alleree Barcelona, da jeg var lille, og da jeg blev lidt ældre, var det Guardiola-æraen med al deres succes. Det gjorde mig til en endnu større fan.