Video : Tipsbladet
Generelle

Messi erkender: Min søn er Real-fan og mobber mig med Liverpool-nederlag

Lionel Messi og Barcelona har været igennem et par bitre nederlag til Liverpool og Valencia. Og Barcelona-stjernens tre-årige søn sørger for at minde Messi om de grimme nederlag.

Lionel Messi er for tiden i gang med at forberede sig til Copa America, og argentineren har erkendt, at sæsonafslutningen var frustrerende for ham.

Barcelona blev slået ud af Liverpool i Champions League, og tabte efterfølgende pokalfinalen til Valencia.

Bliver mobbet af sin tre-årige søn
Og Barcelona-stjernen erkender nu, at han ikke får den store opbakning på hjemmefronten. Således fortæller Messi i et interview med TyC Sports, at hans tre-årige søn Mateo er glad for at mobbe ham med de bitre nederlag.

- Mateo elsker fodbold. Han har alle trøjerne. Men da vi spillede derhjemme, sagde han: 'Jeg er fra Liverpool. I tabte til dem.' Han gjorde det samme efter Valencia-kampen. 'I tabte til Valencia. Jeg er fra Valencia.' Når vi ser tv, jubler han over Real Madrids scoringer for at irritere sin bror. Han er Madrid-fan, lyder det fra Messi.

Ældste søn er mere loyal
Lionel Messis ældste søn, Thiago, er lidt mere loyal, og holder således med Barcelona.

Spørgsmålet er, om Barcelona-stjernen skal forvente flere drillerier fra Mateo, hvis sommerens Copa America ender som en skuffelse.