Video : Tipsbladet
Generelle

PSG-profil håner 'tabere' efter sit skifte til Dortmund

Thomas Meuniers tid i PSG er forbi, men den belgiske landsholdsspiller stikker efter skiftet til Dortmund nu til den gruppe af PSG-fans, der har været på nakken af ham.

Torsdag blev det officielt, at Thomas Meunier skifter fra PSG til Dortmund på en fri transfer, efter fire år i Paris.

Den belgiske landsholdsspiller har længe været rygtet til Dortmund, og efter den gennemførte transfer har Thomas Meunier nu sendt en hilsen til PSG på Twitter.

Stikker til sine kritikere
I sit tweet takker Thomas Meunier størstedelen af PSG-fansene, men belgieren stikker også til den mindre gruppe af PSG-fans, der igennem lang tid har kritiseret belgieren.

- Fra start til slut har det været et privilegie at spille for PSG. Fire vidunderlige år i den smukkeste by i verden. Masser af gode bekendtskaber på og udenfor banen. Gode tider og store øjeblikke. Jeg har lært meget, men først og fremmest har det været en stor ære at blive den første belgier til at blive en del af PSG-familien. Tak til fansene (pånær taberne på de sociale medier), staben og spillerne for deres utrolige og ubetingede støtte. PS: Champions League-trofæet ender i Paris, lyder det således fra Thomas Meunier på Twitter.

Thomas Meunier blev, ifølge ESPN, lagt for had af en gruppe PSG-fans tilbage i 2018, da belgieren 'likede' et tweet, der hyldede atmosfæren til en Marseille-kamp. PSG og Marseille er som bekendt rivaler, og de vrede PSG-fans blev endnu mere bitre, da Meunier afviste at undskylde, og tilmed gjorde grin med fansene, som han beskrev som umodne.