Video : Tipsbladet
Rygter

Real Madrids svære valg: En af disse tre skal afløse Zidane til sommer

Zinedine Zidane ser ud til at takke af i Real Madrid til sommer, og klubikonet Raúl González anses angiveligt for at være et rigtigt godt bud på storklubbens kommende cheftræner.

Real Madrid tabte lørdag hjemme med 2-1 til Levante, men allerede inden det pinlige nederlag lå det fast, at Zinedine Zidane med al sandsynlighed er færdig i klubben senest til sommer. 

Således skrev Goal i slutningen af januar, at kun en Champions League-triumf kan ændre holdningen på ledelsesgangene på Santiago Bernabéu. Zinedine Zidanes mandskab spiller således uinspirerende fodbold, man havde store vanskeligheder ved at sikre avancement i Champions League-gruppespillet, og i La Liga er madrilenerne nu blevet overhalet af kriseramte Barcelona. Hele 10 point har Real Madrid op til Atlético Madrid, der endda har en kamp i hånden.

Vandt Youth League med U19-holdet
Men hvem skal så afløse Zinedine Zidane? Franskmanden nyder for stor respekt til at blive fyret, og forventes i stedet selv at takke af til sommer. Ifølge den spanske radiostation Cadena SER er Real Madrid-ikonet Raúl González et meget kvalificeret bud på en ny cheftræner, når man til juni skal til at indlede et nyt projekt. 

- På den ene side er der dem på Valdebebas (Real Madrids træningsanlæg, red.), der mener, at Raúls tid er kommet. 'Han er forberedt. Det var på grund af ham, at Real Madrid vandt Youth League, uden at være favorit eller have det bedste hold. Derudover vil han samle Real Madrid', lyder det fra en kilde til El Larguero (program på Cadena SER, red.). Hans ankomst vil muligvis blive gjort nemmere, hvis Ramos ikke er en del af truppen, men rent fodboldmæssigt er den nuværende Castilla-træner meget vellidt, skriver Cadena SER. 

Allegri og Nagelsmann er alternativerne
Ifølge Cadena SER anses den tidligere Juventus- og AC Milan-træner Massimiliano Allegri som en anden oplagt kandidat, hvis Real Madrid beslutter sig for at satse på en rutineret cheftræner til sommer.

Cadena SER peger til slut på, at man i tyske medier også har bragt RB Leipzig-bossen Julian Nagelsmann i spil som en mulig afløser for Zinedine Zidane