Video : Tipsbladet
Superliga

Rundens Hold i Superligaen: 25. runde

Vi er klar med denne uges Rundens Hold.

Superligaen er ikke afgjort i hverken toppen eller bunden af rækken, og i 25. runde var der drama og spænding i begge ender af rækken.

FCK fik udlignet til sidst mod FC Midtjylland, og Brøndby måtte nøjes med et enkelt point, da AGF udlignede til sidst.

I bunden fik Lyngby akkurat reddet et point i land mod Hvidovre.

Det er nu tid til at sætte Rundens Hold i Superligaen - denne gang sat op i en 4-3-3 opstilling.

Målmand: Andreas Hansen, FC Nordsjælland (3)
Flere stærke målmandspræstationer i runden, men prisen går til Andreas Hansen, der lavede flere gode redninger og især en vild redning i første halvleg, hvor han fra nær hold holdt Silkeborg fra at score. Det sikrede point til FCN.

Højre back: Sean Klaiber, Brøndby IF (7)
Måske sæsonens bedste indkøb. Den rutinerede back er gået direkte i startopstillingen hos Brøndby IF, og han gør en kæmpe forskel. Mod AGF scorede han et fremragende mål og spillede igen en rigtig god kamp.

Central forsvarer: Nicolas Bürgy, Viborg FF (1)
Kom på tavlen mod OB og sikrede, at Viborg FF trak afgørende væk fra bunden i Superligaen. Midtstopperen har haft det svært i dette forår, hvor han flere gange har været fravalgt, men fredag var han god.

Central forsvarer: Daniel Høegh, Randers FC (1)
God var også Daniel Høegh, der som sin makker i midterforsvaret kom på tavlen i opgøret mod Vejle Boldklub. Randers er lige nu bedste bud på en vinder af kvalifikationsspillet, og det ser godt ud i både offensiven og defensiven.

Venstre back: Andreas Poulsen, Silkeborg IF (1)
Han har været reserve det meste af sæsonen, men fik chancen fra start mod FC Nordsjælland, da Lubambo Musonda var ude med en mindre skade. Og den chance greb han. SIF's bedste mand, der skabte gode chancer til medspillerne.

Central midtbane: Mads Enggård, Randers FC (1)
Han er lige blevet udvalgt til den første Golden Boy-liste i år, og Mads Enggård er i det stille begyndt at udvikle sig til en rigtig god fodboldspiller. Mod Vejle viste han alt det, man kan håbe på, da han erobrede en bold på modstanderens halvdel, drev den frem og lavede en perfekt stikning til Mohammed Fuseini, der scorede. Det er sådan noget, der giver en plads på holdet.

Central midtbane: Lukas Lerager, FC København (2)
Han kom ikke på tavlen, men det var tæt på. FC København-spilleren var igen rigtig stærk, men det var altså ikke nok til at sikre andet end et enkelt point. Det kom i øvrigt efter et straffespark begået mod netop Lerager.

Central midtbane: Daniel Svensson, FC Nordsjælland (1)
Omskolingen fra back til midtbanespiller har været rigtig god for Daniel Svensson, og mod Silkeborg kårede Tipsbladet ham til kampens bedste FCN'er, efter han endnu en gang leverede god fight, godt spil og gode offensive ting i sejren på 1-0.

Højre kant: Dario Osorio, FC Midtjylland (3)
Rundens bedste spiller, og så scorede han i øvrigt også rundens bedste kasse, da han med en halvflugter på smukkeste vis sendte bolden helt op i hjørnet. Et ufatteligt højt topniveau fra den chilenske spiller.

Angriber: Yuito Suzuki, Brøndby IF (2)
Det var ikke perfekt fra japaneren, men tilbage står, at han assisterede to mål. Først Daniel Wass' hovedstød, og siden en god bold ud til backen Sean Klaiber, der sikkert sparkede bolden i kassen til 2-1 i opgøret mod AGF; der endte 2-2.

Venstre kant: Serginho, Viborg FF (3)
Potentialet er enormt hos den portugisiske spiller, 23 år, og han var flyvende mod OB fredag, hvor han stod for oplæg til begge mål.

I parentes bemærket antallet af gange en spiller har været på Rundens Hold.