Video : Tipsbladet
Superliga

Uddyber Lerager-melding: Vi var måske for bløde

FC København fik endelig point i slutspillet med 2-2 i Herning, og det følger efter en udfordrende uge for FCK, der begyndte guldræset med nederlag til Brøndby og FC Nordsjælland.

HERNING (Tipsbladet): FC København fik via et meget sent straffespark et point med hjem i bussen fra Herning, hvor FC Midtjylland havde ført en halvleg plus det løse efter Darío Osorios solo-show.

Målscorer på det ekstremt vigtige straffespark var Kevin Diks, og han talte efter kampen om den hårde uge, det har været for FCK efter nederlaget i Farum.

Midtbanekollegaen Lukas Lerager vakte nogen opsigt før kampen med en melding på tv om, at der havde manglet lidt respekt for opgaven internt i truppen, og det uddybede Kevin Diks efterfølgende, da han blev spurgt ind til den svære start på slutspillet og Leragers udmelding.

- Det har selvfølgelig været hårdt, men jeg tror heller ikke, man er her for at have det nemt. Man vil vinde mesterskabet, nu for tredje gang i træk. Der følger pres med, og at tabe kampe, det er ikke noget, vi har lyst til, siger Kevin Diks.

Den hollandske målscorer afviser pure, at der er dårlig stemning, men der har været brug for at være skarp til træning og stille krav, fortæller forsvarsspilleren.

- Jeg tror, at vi måske var lidt for bløde mod hinanden. Jeg synes, vi har refokuseret på det i trningerne. At være positive men også at sige de rigtige ting på rette tidspunkt. Og det skal vi gøre i den rette atmosfære. Og det skal vi kunne i FCK, den største klub i Skandinavien. Vi skal være hårde ved hinanden, når det er nødvendigt. Og vi har været der den seneste uge, siger Kevin Diks.

Det vakte for nylig opsigt, at Kamil Grabara og Scott McKenna til en FCK-træning blev sure på hinanden i det, FCK efterfølgende selv har kaldt en 'lille kontrovers'.

Den sag er lukket, fortæller Kevin Diks, der ikke synes, episoden er udtryk for noget dybere eller usædvanligt.

- Vi har talt om det i omklædningsrummet, og træneren talte om det. Vi klarede det i omklædningsrummet. Og det var fikset, da træningen var ovre. Det sker masser af gange på fodboldhold. Det kommer ikke altid ud, men der er medier til stede til træning. Så de ser det meget hurtigt, og lægger det online. Men spørg alle andre hold. Jeg tror, de vil fortælle jer, at det også sker hos dem. Det er del af fodbold. Man skal bare løse det, siger Kevin Diks.

- Den [stemningen] er god. Vi holder sammen, og det er det vigtigste. Vi stoler på hinanden, og er hårde ved hinanden, når vi skal være det.

Forsvarsspilleren var godt tilfreds med indsatsen mod FC Midtjylland og viljen til at kæmpe sig tilbage, også selv om FC København til sidst var heldig med at få et straffespark, der først var tydeligt i langsom gengivelse og VAR.

- Vi var stærkere i første halvleg. Vi gjorde det godt på dødbolde. Vi gjorde det godt. Men ved målene, dem skulle vi så også have undgået, siger Kevin Diks.

- Ved det første mål skal jeg, Mo [Elyounoussi] eller Elias – jeg ved ikke, vi var flere, der var tæt på. En af os skal stoppe ham, siger Kevin Diks om Darío Osorios soloridt lige gennem FC Københavns venstre forsvarsside ved 1-1-målet.

Læs også Tipsbladets vurdering af Darío Osorio og den medrivende topkamp i Herning her.